William Bill S. Knudsen, et ikonisk fremtidsmenneske

Den person som vandt anden verdenskrig var en dansk cykelsmed fra København. Selvfølgelig smiler folk over min naive tilgang til historien. I denne artikel vil jeg også pege på to specielle elementer som har relevans i dagens samfund. Det var faktisk en dansker som stod for en stor del af de optimeringsmetoder som industrisamfundet har haft under og før anden verdenskrig og herefter LEAN, og som har været nøglen til vækst i de seneste hundrede år og at præsident Trumps henvisning til det gode liv, som var i 50 erne og 60 erne var resultatet af denne persons indsats. Ham skal du møde i denne artikel, han hedder William Knudsen.

Procesoptimeringspraktikeren over dem alle var en dansker, amerikansk general, en håndværker og industrimand, alt i samme person og hans modpart var Albert Speer, det tredje riges rustningsminister. Han er kendt, temmelig meget mere, end William “Bill” S. Knudsen var og er.

Så hvordan falder jeg over, at ville fortælle om William Knudsen? Det kommer sig af, at der er mange former for fejlinformationer og et af dem er, at LEAN er ren japansk, som Toyota modellen. Men det er en forenkling og tager ikke højde for virkeligheden, som er, at Ford optimerede på produktionslinjen og gennemførte flere tiltag som japanerne lærte af, som så mange andre i 20 erne og 30 erne og at det var Willian Bill Knudsen som optimerede i produktionen hos FORD, derefter Chevrolet og sidst hele den amerikanske krigsproduktion.

Undervejs med at finde ud af LEANs oprindelse og dens statistiske søsterprogram, Six Sigma som angiveligvis blev introduceret som koncept under udviklingen og produktionen af bl.a. DC 3 motorer specifikt, hvor man havde fokus på en forbedret kvalitetsstyring. Det er jo rart at vide hvornår der skal gennemføres vedligeholdelse og forbedringer i en massiv produktion og når et uendeligt antal motorer for DC 3 alene, ca. 40.000 enheder, skal vedligeholdes tip top. Jeg fandt ud af at fokusere på optimering og systematik og hvad vigtigere er, involveringen af danskeren William Bill S. Knudsen i denne proces.

I en bog om den amerikanske krigsindsats under Anden Verdenskrig udpeges William eller Big Bill – Knudsen som afgørende for, at de Allierede vandt krigen, gennem hans forståelse af optimering og masseproduktion som endeligt efter krigen, gjorde den amerikanske drøm om frihed og økonomisk udvikling mulig.

I et afgørende møde mellem præsident Roosevelt og hans rådgivere sent i 1940 spurgte Roosevelt, hvem han kunne overlade krigsproduktionen til. Svaret kom – det kan Bill Knudsen. William S. Knudsen, der senere fik tilnavnet Big Bill, var en ud af ti børn, der blev født i København hos en toldinspektør i Voldmestergade 26. Som seksårig blev han sendt ud for at arbejde for en glarmester, og aftenerne brugte han på at uddanne sig på Københavns Tekniske Skole. Fra glarmesteren gled han over i cykelhandel, og han syntes fra en ung alder at have en sikker sans for konstruktion med videre.

Men pengene var små, og i 1900 købte han en billet til New York med skibet SS Norge. Bill Knudsen var en stor muskuløs mand, han boksede også, der kunne tage fat. I de næste stillinger var han med til at fremstille maskiner, og den viden bragte ham i kontakt med bilproducenten Henry T. Ford, der opkøbte den virksomhed Bill arbejde i, der i begyndelsen af århundredet var ved at skabe en ny produktionsform og i 1908 fabrikerede den første Ford T.

Snart blev Bill Knudsen bilfirmaets direktør, og det var Bill, der stod for fabrikkens revolutionerende nye masseproduktionsform, hvor biler samledes ved et samlebånd. Det eneste problem var, at Henry Ford selv ikke var noget udpræget sympatisk menneske og uenigheder og konfrontationer endte samarbejdet mellem de to.

General Motors, nærmede sig Big Bill, som han blev kaldt. I 1922 blev han leder af afdelingen Chevrolet under GM. I løbet af 1920erne og 1930erne overhalede GM Ford i produktion af biler. I 1937 blev Bill udnævnt til præsident for GM.

Den 28. maj 1940 indfandt han sig hos Roosevelt, efter invitation og anbefalinger, og overtog krigsproduktionen. Planen var, at Knudsen skulle lokke (overtale) de private firmaer til at deltage og investere i krigsproduktionen, mod at tilbyde dem favorable regeringskontrakter.

I juli 1940 var Storbritannien mere trængt end nogensinde og hjælp fra USA var afgørende. I løbet af hele 1941 gik en tredjedel af den amerikanske flyproduktion til Storbritannien. Leverancerne var afgørende for, at Storbritannien kunne holde Tyskland stangen. Vinteren 1940 var grum. Tyskerne sænkede med deres ubådskrig store mængder britisk tonnage, og Churchill forsøgte at presse Roosevelt til at levere flere skibe. Det medførte, at Bill Knudsen og hans folk indgik et samarbejde med den amerikanske industrialist Henry Kaiser, der etablerede kæmpe skibsværfter i Seattle, Richmond og Vancouver.

Resultatet var afgørende, og gennem resten af krigen spyede Kaisers skibsværfter skibe ud i et tempo, som Japan og Tyskland ikke kunne hamle op med. Med japanernes angreb på Pearl Harbor kom USA med i krigen, og situationen for krigsproduktionen ændrede sig. Man skulle nu producere 60.000 fly i 1942 og 125.000 året efter.

USA var i skarp konkurrence med Nazityskland, hvor rustningsminister Albert Speer gjorde alt for at øge krigsproduktionen. Tyskland var omdannet til en krigsindustri, hvor Speer og hans stab kunne anvende slavearbejdere og beordre firmaer til at deltage i krigsproduktionen. Bill Knudsen havde ikke Speers beføjelser, men han havde det frie amerikanske marked.

Krigsproduktionen havde afgørende betydning for det amerikanske samfund. 20 millioner mennesker forlod deres hjem for at flytte til nye fabrikker. I begyndelsen af 1944 var 70 procent af USAs produktion krigsproduktion. Der blev bygget et fly hvert femte minut og produceret 150 tons stål hvert minut og 50.000 fabriksledere døde af stressrelaterede sygdomme.

Bill Knudsen blev i krigens sidste fase selv så udkørt, at hans helbred svigtede og måtte afløses i sin opgave. Han havde dog kræfter til at rejse til Europa i 1945, hvor han også besøgte Danmark. Man var klar over hans betydning i hans fædreland, han havde møde med Kongen, og han blev æret med Dannebrogsorden. Ældre beboere i Voldmestergade fortæller, at i tiden efter Anden Verdenskrig rullede turistbusser fyldt med amerikanere gennem den lille gade ved søerne for at standse op foran nr. 26.

Men så rullede glemslen over ham. Embedsmænd og historikere tillagde præsidenten og staten æren for den succesfulde krigsproduktion. Men han er fundet frem igen. Herunder er film om den kompleksitet der skulle håndteres i en krigsproduktion, så dygtig må han have været.

 

Man kan kun være taknemmelig for inspirationen og Williams indsats der også bliver forudsætningen for det økonomiske opsving som gav os billigere biler og forbrugsgoder i de efterfølgende 50 ere og 60 ere og som procesoptimeringspraktikeren over dem alle, har han jo bevist hvilken effekt en sådan én tænkende har på en produktion/administration.

https://da.wikipedia.org/wiki/William_S._Knudsen

Fra LEX

William S. Knudsen, Signius Vilhelm Poul Knudsen, 25.3.1879-27.4.1948. William S. Knudsen, en immigrant der begyndte på vilkår som millioner andre, fik i Amerika en karriere, en position og en indflydelse inden for industrien som langt overgår hvad andre danskfødte har nået derovre. Og under anden verdenskrig blev hans betydning for de allieredes sejr af samme størrelsesorden som de øverste militære og politiske lederes.

Allerede under skolegangen i Farimagsgades kommuneskole, København, viste William S. Knudsen fremragende evner. Han blev kontorist i en engros-cykelforretning, Chr. Achen, hvor halvbroderen Simon Knudsen var prokurist. Med sin interesse for mekanik var han bl.a. med til at bygge og bruge den første tandem i København. Februar 1900 rejste han til Amerika hvor han de første par år var beskæftiget bl.a. som nitter på Seabury skibsværftet der byggede torpedobåde, derefter ved Eriebanens lokomotivværksted i Salamanca ved New York. August 1902 blev han ansat ved John R. Keims fabrik for cykeldele i Buffalo og blev snart formand, senere værkfører. I fritiden perfektionerede han sig i engelsk og arbejdede ihærdigt på sin uddannelse som ingeniør, bl.a. ved korrespondancekursus. På fabrikken blev efterhånden alle tekniske udregninger overladt til ham, og 1906 blev han den egentlige leder af fabrikken. Han lagde mærke til, at cyklerne begyndte at tabe terræn til fordel for automobilerne, blev selv ivrig bilist og lod Keim-fabrikkerne følge med i udviklingen. Han havde allerede da sat sig ind i principperne for masseproduktion, og fabrikken fremstillede automobildele så hurtigt industrien kunne aftage dem. Blandt kunderne var Fords fabrikker som efterhånden aftog hele produktionen, og 1911 købte Henry Ford Keim-fabrikken, utvivlsomt især for at sikre sig William S. Knudsen og hans organisationstalent. I Detroit satte han sig ind i Fords metoder og startede derefter en Ford-samlefabrik i Buffalo. Den var så glimrende organiseret at Ford næste år overdrog ham at bygge samlefabrikker rundt om i staterne. Det blev til 14 i løbet af to år, og herved vandt han omfattende erfaringer og udviklede en evne til at behandle medarbejdere i alle grader som blev værdifuld under hans videre løbebane.

Kort efter USAs indtræden i første verdenskrig udførte William S. Knudsen en bedrift ved i løbet af to måneder at opføre et helt nyt fabrikskompleks for Ford i Dearborn; han anlagde veje, byggede barakker, installerede maskiner og påbegyndte en serie små undervandsbåde (“Ford’s Eagle Boats”). Da krigen var forbi blev William S. Knudsen produktionschef for Fords T-model med 80.000 arbejdere under sig og en årsgage på 50.000 dollars. Han var Fords højre hånd og havde i usædvanlig grad de mange arbejderes tillid. Under et ophold i Danmark forestod han oprettelsen af Ford-samlefabrikken i København (1919), ligesom han senere foranledigede, at General Motors lagde deres skandinaviske samlefabrik her (1923). Derved fik Danmark i 1920erne balance mht. im- og eksport af automobiler.

Under depressionen 1920–21 foretog Ford store indskrænkninger og mange afskedigelser, og uoverensstemmelser herom førte til, at William S. Knudsen forlod Ford i marts 1921. Han blev leder af Ireland & Matthews Manufacturing Co. og fik ved en leverance til General Motors kontakt med denne store koncern der netop var kommet under hovedindflydelse af Du Pont. GM skulle nu prøve at overtage Fords succes med en billig, masseproduceret vogn, og et år efter at William S. Knudsen havde forladt Ford sad han som vicepresident og general manager for Chevrolet Motor Company med samme gage som hos Ford. 1922 fordoblede han fabrikkernes produktion til 480.000 vogne, og 1927 var den 1.180.000. I koncernen steg hans stjerne år for år, og under de store strejkeuroligheder i vinteren 1936–37 stod han som den betydeligste skikkelse på arbejdsgivernes side, en personlighed som også arbejderne uvilkårligt havde respekt for. 1933 blev han executive vice president for General Motors Corp., og 5.5.1937 nåede han toppen som præsident for GM, der var verdens største industriforetagende med 230.000 arbejdere.

Efter at præsident Roosevelt i maj 1940 var begyndt at forberede USAs indtræden i anden verdenskrig, kaldte han William S. Knudsen til Washington og bad ham indtræde i US Defence Commission, og januar 1941 blev han chef for det nyoprettede Office of Production Management. Trods betænkelighed i hans nærmeste kreds gav han afkald på topposten i GM, og i en politisk sfære der var ham fremmed, arbejdede han nu for en symbolsk årsgage af en dollar lige til sejrsåret 1945 med en enorm opgave: Organiseringen af hele krigsmaterielproduktionen til USA og dets allierede. Sammen med en kreds af industrifolk og administratorer prioriterede han opgaverne. De store automobil- o.a. fabrikker skulle omstilles til krigsproduktion efterhånden som bygninger, maskiner og værktøj kunne fremskaffes. Begyndelsesfasen bragte megen skepsis og kritik, men indførelsen af værnepligten, låne- og lejeloven og endelig det japanske overfald på Pearl Harbor gjorde materielbehovet klart for de bredeste kredse. Under William S. Knudsens overledelse produceredes stadig voksende mængder af artilleri, tanks (“Grant” og “Sherman”), panservogne, jeeps, fly (“Flying Fortress”), krigs- og fragtskibe (“Liberty”). Knudsen, der efterhånden fik myndighed over ca. 11 mio. arbejdere, opnåede i det første halvandet år en produktionskapacitet på højde med hvad Tyskland havde brugt fem år med svære afsavn til at nå. Fx voksede produktionen af militærfly i årene 1940–44 fra knap 7000 til over 100.000 årligt, hvortil kom en kvart million motorer. Imidlertid var der i efteråret 1941 indledt en omorganisering der i januar 1942 førte til, at William S. Knudsen måtte indtræde som et af medlemmerne i en nyoprettet krigsproduktionskommission, men samtidig som den første civilist i USAs historie udnævntes til generalløjtnant. I de følgende år foretog han hyppige og lange rejser til fabrikkerne og de oversøiske krigsskuepladser for at inspicere produktionen og dens effektivitet.

1.6.1945 fratrådte William S. Knudsen sin post i Washington og vendte hjem til Detroit. Forinden havde han to gange modtaget Amerikas højeste civile udmærkelse, Distinguished Service Medal, og i Detroit blev han 21.6. storstilet fejret med deltagelse af generalstabschef George C. Marshall og vicekrigsminister Robert P. Patterson. 8.-17.8. var han i København hvor han talte ved et stort ungdomsmøde, blev hyldet af frihedsbevægelsen, udnævntes til æresmedlem af Industriforeningen, Dansk ingeniørforening og Kgl. dansk automobilklub og af kongen modtog storkorset. På fødehuset, Voldmestergade 26, afsløredes en mindeplade. William S. Knudsen vendte tilbage til General Motors som bestyrelsesmedlem, men hans virke var herefter rent rådgivende.

I mellemkrigsårene havde William S. Knudsen næsten hvert år besøgt København, og han var meget aktiv for danske interesser i USA, især fra 1940 da han deltog i organiseringen af de danskfødte amerikaneres støtte til Danmarks fremtidige befrielse og havde betydning ved sine informationer til de øverste amerikanske ledere om Danmarks situation. William S. Knudsen støttede bl.a. Udvandrerarkivet i Ålborg. Hans navn blev knyttet til et optagelseshjem for børn ved Skørping, åbnet 5.7.1951 og rejst for midler fremskaffet af hans venner og familie gennem den danske afdeling af det amerikanske Red barnet og ved bortlodning af amerikanske biler. I Detroit gav William S. Knudsen store bidrag til filantropiske og kirkelige formål og stod 1929 bag opførelsen af Epiphany Lutheran Church, Woodward, hvorfra han blev bisat.

William S. Knudsen viste helt fra de unge år ualmindelige evner på tekniske og organisatoriske områder. Tillige var han musikalsk, interesseret i litteratur, dyrkede friluftsliv, og både dengang og siden havde familielivet stor betydning for ham. I denne balance på baggrund af en fast karakter og en stærk fysik arbejdede han sig utrætteligt længere frem end de fleste. Som motto i sit våben som storkorsridder satte han “Flid og ærlighed”.

Familie

William S. Knudsen blev født i København (Jac.), døde i Detroit og er begravet på Acacia Park kirkegård. Forældre: toldbetjent, tidl. bødker Knud Peter Knudsen (1837–1908, gift 1. gang med Caroline Emilie Holmquist, 1832–75) og Augusta Pauline Regine Zølner (1853–1934). Gift 1.11.1911 i Buffalo med Clara Elizabeth Euler, født 15.5.1883 i Buffalo, N.Y., død 17.4.1950 i Detroit, d. af skræddermester Carl Euler og Elizabeth.